Træstammer

Jeg har aldrig lavet træstammer før og jeg har aldrig tænkt på, at gemme kagerester til at lave/bage noget andet. Hvis der er rester, plejer de at blive smidt ud…

Men det fik jeg lavet om på i går 🙂 Jeg havde noget chokoladekage og en lys kage med solbærkompot på toppen i fryseren. Sammen med kakao, smeltet chokolade, marcipan, solbærkompot og mørk rom fik jeg lavet nogle små lækre træstammer.

Jeg har med vilje lavet dem små. Jeg synes altid, at det er hyggeligt med lidt små kager og man kan jo altid tage to hvis man har lyst 🙂

Man kan bruge alle kagerester – bare der ikke er creme og flødeskum i. Dog synes jeg ihvertfald, at en stor del af dejen skal være chokoladekage , men ellers vil drømmekage (uden top), sandkage eller wienerbrød passe godt til. Næste gang kunne jeg godt tænke mig at komme lidt finthakkede hasselnødder i – bare så der er lidt at tygge på 🙂 Og nu er jeg vild med dadler, så lidt af dem tror jeg også kunne være godt at komme i.

Jeg synes, at det er nemmest at rulle marcipanen ud mellem to stykker bagepapir – så er det også nemt, at bruge bagepapiret til hjælp, når marcipanen skal rulles om kagepølserne.

Kagerne er helt klart bedst, hvis de spises kolde og så er de bedst dagen efter, at de er lavet og de kan sagtens holde sig nogle dage i køleskabet. Og ellers kan de fryses.

Så fra nu af vil jeg huske, at gemme mine kagerester i fryseren og bruge dem til feks træstammer 🙂

Se opskrift her:  Træstammer